Fuglsbjerg Søgaard

Pandekager, 8-10 stk - Ronjas opskrift heart

 

Du skal bruge:

  • Tre æg
  • 3 dl hvedemel
  • 3 dl mælk. Har du en rest kaffe, så skift den ene dl mælk ud med kaffe
  • Lidt sukker
  • Vaniljesukker, mindst en spiseskefuld
  • Lidt salt
  • Lidt flydende stegemargarine

 

Du skal også bruge:

  • En skål
  • Et dl mål
  • En teske til at tage sukker, salt og vanilje med
  • En elpisker
  • En stegepande
  • En palet til at vende pandekagerne med
Pandekager

Du skal gøre sådan her:

Slå æggene ud i skålen.

Tilsæt mel, mælk, sukker, vaniljesukker, salt og eventuelt kaffe.

Saml piskemaskinen, det kan godt drille lidt...

Pisk det hele godt sammen.

Varm stegepanden med en smule margarine. Start ved en god varme, stil pladen på ca. 7-8. Skru så ned til omkring 5½ når margarinen er varm og smeltet. Pas på ikke at brænde fingrene.

Hæld så lidt pandekagedej på panden, du skal bruge midt imellem en halv og en hel dl.

Drej stegepanden frem og tilbage med det samme, så dejen fordeler sig på panden.

Vend pandekagen når den er lysebrun og er bagt på den ene side.

Den første bliver sjældent så pæn, men smagen er der bestemt ikke noget i vejen med.

Efterhånden som pandekagerne er færdige, kan du ligge dem på en tallerken og putte stanniol over, så de kan holde varmen.

 

Det er hyggeligt at være to om at bage pandekager, men man kommer let til at glemme at få vendt pandekagerne fordi man snakker laugh

Spis pandekagerne med f.eks. sukker eller nutella på. Flormelis eller syltetøj smager også godt til. Eller min mands version: nutella, banan og kokosmel!

Ronjas pandekager er lette at lave og de smager fantastisk cheeky Faktisk smager de lige præcis som pandekager skal smage!

 

Når jeg selv bager pandekager foregår det som regel på slum. Jeg bruger altid mere end tre æg, nogle af de ekstra benytter jeg kun blommen fra. Kardemomme får det som regel også et drys af. Jeg kan også sagtens finde på at skifte noget af melet ud med f.eks. grahamsmel.